Skip to main content

New Balance 327

Det kom ud af det blå og tog mildest talt sneakerverdenen med storm, da New Balance i foråret 2020 pludselig valgte at præsentere en helt ny silhuet.

327, som den 70’er-inspirerede model hedder, blev lanceret som del af et samarbejde med modebrandet Casablanca, og de to colorways, som samarbejdet bød på, blev revet væk. Siden da har New Balance satset stort på den nye model, der ikke kun er udkommet i en lang række colorways – også de mere afdæmpede af slagsen – men som nu også findes i kombinationer med nylon frem for læder.

Historien om New Balance 327

Det var et collab med det fransk-marokkanske modebrand Casablanca, der i foråret 2020 markerede New Balances spritnye 327-silhuet og dens indtræden på sneakermarkedet. Samarbejdet kom ud af det blå og tog sneakerverdenen med storm. Forlægget var de ikoniske løbesko fra 70’erne, og resultatet var en moderne livsstilssneaker med et ikonisk retroinspireret udtryk. I første omgang blev modellen lanceret i to forårsfriske colorways: en orange og en grøn – inspireret af henholdsvis søde marokkanske appelsiner og tennisuniformer. Overdelen på Casablanca x New Balance 327 kan i første omgang genkendes ved, at den er udført i lette materialer. Mere konkret kombinerer den hvid, perforeret læder med orange og grønne ruskindspaneler, der har fået en behandling, som efterlader skoen med et autentisk vintagelook. Fælles for de to colorways er et dristigt overdimensioneret ”N”, placeret på skoens yderside, som omkranses yderligere af grønt læder, der matcher ydersålen. En sål, der på mange måder minder om Nikes populære Waffle-sål, men hvor der her er cirkler og ikke firkanter til at give skoen traction. Den old school ydersål fortsætter et godt stykke op langs skoens hæl og kommer derfor til at fungere som heel guard. Mellem overdelen og ydersålen sidder en tanned hvid mellemsål, der former sig efter fodens naturlige anatomi og desuden matcher snørebånd og inderfor. Casablanca x New Balance 327 har hos flere sneakermedier indtaget pladsen som én af 2020’s bedste releases – inklusiv hos os selv, hvor den halvvejs gennem året har sneget sig ind på en solid sjetteplads. Efter lanceringen af de første to colorways har det taget fart med New Balances nylancerede silhuet.

Flere iøjnefaldende farvekombinationer er kommet til, heriblandt to par i henholdsvis blå og orange blokfarver, som for alvor yder det retroinspirerede look retfærdighed. Men med tiden har imidlertid også en række mere afdæmpede versioner meldt sig på banen – heriblandt en model i sort, hvid og grå samt den enormt vellykkede New Balance 327 Brown Grey, der, som navnet antyder, er holdt i støvede gråblå og rustfarvede nuancer. Så er du farveforskrækket, kan du altså alligevel godt blive ejer af et par NB 327. På flere af modellerne – hvoraf nogle er lanceret eksklusivt til kvinder – er det oprindelige hvide, perforerede læder imidlertid erstattet af nylon. Et materiale, der naturligvis ikke er lige så eksklusivt som det oprindelige læder, men som ikke desto mindre er med til at understrege skoens retrovibe. Selvom NB 327 kun har været på markedet ganske kort, tyder det på, at New Balance har ramt plet. Det på én gang klassiske og modige design synes at have en bred appel, og spørger du os, har de med New Balance 327 uden tvivl formået at skabe en moderne klassiker.

Hvor kan man købe New Balance 327 sko i Danmark?

Vil du gerne have fingrene i et par NB 327, så forstår vi dig godt. Og heldigvis kan du finde modellen hos en række danske sneakerforhandlere som for eksempel Size? og Naked, samt hos New Balance. Har du ikke en forhandler i nærheden, kan du dog altid købe New Balance online. Her vil du altid kunne finde et stort udvalg af både farver og fortolkninger. Både de farverige til dig, der ikke er bange for at påkalde dig opmærksomhed, men også de mere afdæmpede af slagsen, hvis du er den farveforskrækkede type.

Hvad koster NB 327 sko?

Prisen på et par NB 327 ligger mellem 700 og 800 kr. Der er altså tale om pris, der befinder sig et godt stykke under, hvad mange af New Balances andre sneakers ligger til. Vil du gerne tilføje et par til din samling, kan du altså gøre det helt uden, at det behøver sprænge dit budget. Og både design- og komfortmæssigt får du efter vores mening rigtig meget for pengene for en superlækker sneaker, der i kraft af sit 70’er-inspirerede vintagelook synes at være kommet for at blive.

Hvordan passer New Balance 327?

På samme måde som New Balances mange andre sneakers er New Balance 327 true to size. Du kan derfor forvente, at du skal gå efter din normale størrelse, når du skal investere i et par. Når det er sagt, så er det værd at huske på, at alle fødder er forskellige. Derfor vil vi til hver en tid opfordre til – hvis du altså har en forhandler i nærheden – at du prøver skoene inden køb. På den måde er du sikret at få den helt rigtige størrelse med dig hjem.

Anmeldelse af New Balance 327 sneakers

Har du en svaghed for New Balance generelt, vil du med stor sandsynlighed også komme til at elske NB 327. Det retroinspirerede design står knivskarpt og passer perfekt ind i brandets efterhånden ikoniske 70’er-æstetik. Selvom modellen kun har befundet sig på markedet ganske kort, vidner den enorme popularitet om, at folk har taget designet til sig – og det forstår vi godt. Det på én gang slanke og modige design, der allerede findes i adskillige farver – både de bemærkelsesværdige og de mere afdæmpede af slagsen – appellerer bredt, og meget tyder på, at New Balance med 327 har formået at skabe en helt ny moderne klassiker. Er du usikker på, om den er noget for dig, har du mulighed for at afprøve 70’er-trenden uden at ruinere dig selv. Sammenlignet med mange andre af New Balances sko befinder New Balance 327-sneakers sig nemlig i den lavere ende af prisskalaen. Og det er måske meget heldigt, for der er god sandsynlighed for, at du ikke kan nøjes med et enkelt par, når først du har prøvet dem.