I starten af 2020 relancerede New Balance de ofte oversete 992 sneakers. Modellen, som prydes af et design tro mod den klassiske New Balance æstetik, blev hurtigt et af året mest populære sneakers med en række collabs i bagagen.
De seneste New Balance releases
Siden New Balance introducerede 99X-serien tilbage i 1982, har det taget fart for det Boston-baserede brand. Først kom 990, så 991, og i 2006 kunne de løfte sløret for 992, der blandt andet bød på en videreudvikling af mellem- og ydersålen. Det lige dele sporty og chunky look har været synonym med New Balance helt fra begyndelsen, og med lanceringen af 992 blev netop dén designretning slået fast med syvtommersøm. Da skoen blev relanceret i 2020, kunne den bulky silhuet endnu engang få lov til at bevise sit værd. Den nåede nemlig knap nok at ramme hylderne, før sneakerheads verden over rev den væk i både de klassiske og mere dristige colorways. Og selvom skoen rent prismæssigt ligger i den høje ende af skalaen, så er folk, der har prøvet den på, efterhånden ikke i tvivl om, at der her er tale om en sko, der rent faktisk er alle pengene værd. Også selvom den er dyr.
Historien om New Balance 992
Da den amerikanske skogigant New Balance i 2006 kunne fejre 100-års jubilæum, havde de brug for at markere det med noget stort. Noget meget stort. Noget, der kunne være en værdig tilføjelse til 99X-serien, som så dagens lys tilbage i 1982 med introduktionen af den dristigt prissatte New Balance 990 – den første sneaker nogensinde til en pris på uhørte 100 dollars. Jubilæet endte med at blive markeret med lanceringen af New Balance 992, der fortsatte udviklingen af mellemsålen og ydersålen. Forud gik 991, der blev udgivet i 2001, og som den nu afdøde Apple-direktør Steve Jobs blev berømt for at bære i en årrække. 992, der blev designet af Jonathan Bacon, skulle på mange måder komme til at minde om både 990 og 991, men alligevel fik den sit helt eget udtryk. Blandt andet var det med 992, at det Boston-baserede brand introducerede en ny teknologi, nemlig den affjedrende ABZORB Stability Insock-teknologi, som hurtigt blev en fast bestanddel af den resterende produktlinje.
Hvis man ser nærmere på den første 992 og sammenligner den med de to forgængere, vil man bemærke, at den har en lidt mere sporty form. Samtidig er den lige nøjagtig ’bulky’ nok til at være en dad shoe. Oprindeligt var den tiltænkt løbere, men der gik naturligt nok ikke lang tid, før den – i kraft af både udseende og kvalitet – indtog en markant plads i modebilledet. New Balance 992 er på tiltalende vis konstrueret med en overdel bestående af premium ruskindsoverlays samt åndbare meshpaneler. Materialer, der for New Balance-fans hurtigt er blevet synonym med kvalitet – selvfølgelig alle klædt i de klassiske grå nuancer. Detaljerne består af det ikoniske, kursiverede ”N”, der er syet på henholdsvis inder- og yderside, ”992”-tekst på pløsen samt ”USA”-tekst syet på hælen, der yderligere understreger, at skoen er i topkvalitet, fordi den er lavet i USA. Den lyse gummisål er på én gang bastant og stilren, hvilket er med til at sikre det chunky look, der har været kendetegnende for brandet i alle årene – også inden, at stilen for alvor blev trendy.
Faktisk er silhuetten gennem tiden blevet gjort tilgængelig i ikke kun forskellige størrelser, men også forskellige bredder – 78 mere præcist sammenlignet med standarden, der ligger på omkring 30. Således har New Balance altså haft et ønske om at producere en silhuet, der kunne nydes af en bred vifte af forbrugere – og det må man sige, de har indfriet. I 2020 fik modellen en retro-release, der tog sneakerverdenen med storm. Fire nye colorways blev lanceret – to klassiske og to mere dristige – og førstnævnte skulle vise sig at sælge ud, nærmest inden de ramte hylderne. Mon ikke vi skal tage det som et tegn på, at den ikoniske dad shoe aka New Balance 992 er kommet for at blive?
Hvor kan man købe NB 992 sko i Danmark?
Hvor kan jeg så få fingrene i NB 992, tænker du måske? Det kan du naturligvis hos en lang række danske sneakerforhandlere, som har haft New Balance-sneakers på hylderne lige siden begyndelsen. Er det 992, du specifikt er på udkig efter, finder du den blandt andet hos Rezet, Size? og Naked, og har du ikke en forhandler i nærheden, kan du altid købe New Balance online. Her vil du altid kunne finde et stort udvalg af både farver og fortolkninger.
Hvad koster New Balance 992 sneakers?
Prisen på et par New Balance 992-sneakers ligger på 1800 kr. Og selvom det er en temmelig høj pris og umiddelbart ret mange penge at smide efter et par sneakers, så er det, som om at flere og flere bliver overbevist om, at skoen er pengene værd. Ikke kun, fordi du får en sneaker, der er tidløs i sit udtryk. Du får også usammenlignelig komfort og ikonisk design i absolut topklasse, som ovenikøbet er lavet i USA. Stadig ikke overbevist? Så prøv at stikke dine fødder i et par, næste gang du besøger en sneakerforhandler. Vi garanterer, at du ikke vil fortryde det.
Hvordan passer New Balance 992?
Et spørgsmål der går igen i forbindelse med næsten alle sko, er spørgsmålet om, hvordan de passer i størrelsen. Frem for alt er det vigtigt at huske på, at alle fødder er forskellige. Men når det er sagt, så er New Balance 992-sneakers true to size – og sådan er det generelt med New Balance-størrelser. Har du mulighed for det, anbefaler vi dog til enhver tid, at du prøver skoene inden køb. På den måde sikrer du, at du får lige nøjagtig den størrelse med hjem, som passer dig.
Anmeldelse af New Balance 992
Er du typen, der sværger til New Balance 990 og 991, vil du formentlig også komme til at elske 992. På samme måde som sine forgængere er der tale om en på én gang tidløs, komfortabel og ikonisk sko, der med sit sporty og chunky design passer perfekt ind i dad shoe-trenden. Der er ingen tvivl om, at skoen befinder sig i den høje ende af prisskalaen – men så får du til gengæld også et design, der er lavet i USA, hvilket i sig selv er et kvalitetsstempel, samt en ultrakomfortabel ABZORB-sål, der ikke bare foregiver at sørge for komfort dagen lang, men som rent faktisk lever op til det. På mange måder er NB 992, ligesom 990 og 991, et safe choice – men det betyder ikke, at den er kedelig. Tværtimod. Og køber du et par, kan du være sikker på at have det i mange år ud i fremtiden. Det bulky dad shoe-design lader desuden ikke til at forsvinde ud af modebilledet lige foreløbig, så spørgsmålet er blot, om du skal gå med den grå klassiker, eller om du skal vove dig ud i en af de mere dristige colorways.