Skip to main content

New Balance sneakers

Den blev opkaldt efter vinderen af det første moderne maratonløb i 1896, og siden den dag har Nike Spiridon været legendarisk blandt løbere og sneakerheads. Det skyldes ikke mindst den banebrydende og ultraresponsive Zoom Air-teknologi og den grovmaskede, åndbare overdel i letvægtsmesh.

Kort intro

I mange år måtte fans se langt efter kultklassikeren, men i 2016 fik silhuetten en længe ventet renæssance, da Nike til stor glæde for fans valgte at relancere den. Siden er det blevet til flere nyfortolkninger, og mon ikke, vi kan se frem til endnu flere i løbet af årene.

Historien om Nike Spiridon

Historien om Nike Spiridon er historien om den græske vandbærer Spiridon Louis, der vandt det første moderne maratonløb under OL i Athen i 1896 og fra den ene dag til den anden blev en hædret nationalhelt. Men det er også historien om en løbesko, der knap 100 år efter tog navn efter vinderen og blev lanceret ud fra parolen om, at alle der iførte sig den, ville kunne løbe som en olympisk mester.

Den første Nike Spiridon blev lanceret i 1997, og selvom navnet ’Spiridon’ allerede var blevet brugt i forbindelse med en løbesko i 1984, var det udelukkende et metallic swoosh-logo og den karakteristiske letvægtsfleksibilitet, der forbandt de to. I modsætning til 1984-modellen, der med sin læderoverdel, sit gyldne swoosh og sin slidstærke mellemsål var lige så minimalistisk som mange af de andre runners i tiden, var Spiridon 1997 derimod et resultat af Nikes Zoom Air-eksperiment, der tog faklen videre fra Air Alpha fra 1996.

Air Zoom var en ultra responsiv fiberpolstring, og selvom atleter og sneakerfreaks på det tidspunkt allerede var bekendte med Air-teknologien, formåede Air Zoom alligevel at overraske – ikke mindst, fordi den igangsatte udviklingen af, hvad der i dag står tilbage som ikoniske løbedesigns.

Både Air Alpha og Spiridon kunne prale af den nye Zoom Air-teknologi, men Spiridon var alligevel er skridt foran. Selvom Spiridon delte Alphas indbyggede affjedringssystem, fjernede den komplette meshoverdel enhver antydning af læder. Og det, der oprindeligt var designet til at være en letvægtssko udelukkende designet til løb, blev med kombinationen af en åndbar, fleksibel overdel, en phylon-mellemsål og Zoom Air-teknologi en model, der ikke kun var banebrydende i stil og ydeevne, men som nu også kunne bruges til andet end løb.

Den grovmaskede meshkonstruktion var med til at give en følelse af lethed og tilgængelighed, og i løbet af ganske kort tid blev Nike Air Zoom Spiridon en kultsko, der blev dyrket for både sit udseende og sin komfort.

Hvor kan man købe Air Zoom Spiridon i Danmark?

Lige siden den første Air Zoom Spiridon så dagens lys tilbage i 1997, har kultklassikeren været at finde på hylderne hos rigtig mange danske sneakerforhandlere. Du kan finde den i de fleste sko- og sportsforretninger, og har du ikke en forhandler i nærheden, kan du altid købe Spiridon sko online. Du finder den blandt andet hos Nike i flere forskellige farver og fortolkninger.

De forskellige Spiridon modeller

Air Zoom Spiridon ’16

Tilbage i 2016 bemærkede du måske sneakerheads verden over gå amok over en ny release. Og måske husker du, at medier som Instagram og Twitter boblede over af begejstring i forbindelse med genudgivelsen af den voluminøse runner Nike Air Zoom Spiridon, der længe havde været efterspurgt.

Men hvad var det, der fik så manges øjne til at rette blikket mod den umiddelbart ret lowkey dadshoe? Ret meget faktisk. Foruden en designmæssig upgrade, der på en særdeles respektfuld måde tog højde for det originale design ved blandt andet at overføre den oprindelige sort/røde-farvekombination og det karakteristiske metallic swoosh-logo, valgte Nike med Air Zoom Spiridon ’16 at opretholde Zoom Air-teknologien, der tilbage i 1997 var med til at gøre den berømt. Det samme gjaldt den responsive stødabsorbering og den åndbare overdel, der i over tre årtier har været med til at gøre skoen til en alltime fanfavorit.

Air Zoom Spiridon Ultra

Med genudgivelsen af Spiridon i 2016 blev der lynhurtigt sat gang i en rivende Spiridon-bølge, og modellen forsvandt fra hylderne i løbet af no time. Året efter valgte Nike derfor at bygge videre på silhuetten ved at lancere Air Zoom Spiridon Ultra, der var en teknologisk opdatering af ’16-modellen.

Opbygningen var altså på mange måder identisk med originalen, men den nye ”hyperfuse”-overdel bestående af tre forskellige materialer, der var smeltet sammen for at skabe robusthed og åndbarhed, var sammen med de usynlige sømme og syninger med til at give skoen et mere let udtryk.

Air Zoom Spiridon Cage 2

Senest har Nike i 2020 valgt at relancere Steven Smiths old school-silhuet Air Zoom Spiridon Cage 2, der ligesom Air Zoom Spiridon ’16 hylder den oprindelige farvekombination på forfaderen, Air Zoom Spiridon. Og selvom grundelementerne i form af Air Zoom-teknologien samt det karakteristiske, grovmaskede letvægtsmesh og de metalliske detaljer er bibeholdt, så må designet siges at have fået en moderne opgradering, der i dén grad klæder den populære silhuet.

Hvad koster Spiridon sneakers?

Sammenlignet med andre sneakers på markedet placerer Nike Spiridon sig i mellemprisklassen med en pris på 1150 DKK. Komfort og design taget i betragtning er det en yderst fair pris for et par sneakers fra en af de største brands, som du med garanti vil få glæde af i mange år.

Hvordan passer Nike Spiridon?

Hvordan fitter Air Zoom Spiridon? Et spørgsmål, der går igen i forbindelse med næsten alle sko. Først og fremmest er det vigtigt at huske på, at fødder er forskellige. Men når det er sagt, så passer Spiridon sko true to size. Dog anbefaler vi til hver en tid, at man prøver skoene, hvis man har mulighed for det inden køb. På den måde er du sikker på, at du får den helt rigtige størrelse med hjem.

Anmeldelse af Air Zoom Spiridon

Er du på udkig efter en all-time favorite sneaker, der på én gang byder på retroæstetik og moderne teknologi, og som ovenikøbet er bærer af en legendarisk historie, så er et par Spiridon sko et rigtig godt bud.

Skoen egner sig til alle – mænd som kvinder –, men vil du gerne have fingrene i et par, skal du være hurtig. Air Zoom Spiridon bliver som regel udsolgt i løbet af rekordtid, og har man selv stukket foden i et par, er det ikke så mærkeligt.

De er nemlig super lækre – ikke kun at se på, men også at have på. Så er det bare med at vælge, om du vil gå med den originale colorway, eller om du skal driste dig ud i en af de mange nyfortolkninger.