Skip to main content
Skrevet af: Nicolai Mortensen

Sneakers er ofte en overset ting i filmens verden. Som seer har man travlt med at følge med i historien, og udrede hvad der egentlig foregår. Derfor går man ofte glip af de bitte små, men virkelig fede detaljer. Men engang i mellem bliver de små fede detaljer til en stor del af historien. Engang i mellem bliver sneakers en af de ting man går fra filmen med. I nogle tilfælde husker man det lækre par sko, som en af karaktererne havde på, bedre end man husker selve filmen. Denne artikel er en lille hyldest til de film, som tog sig tiden til at vælge præcis det rigtige par sneakers.

Artiklen kommer til at gå kronologisk frem i tiden, og tager et tilbageblik på nogle af de film som formåede at vælge præcis de sko, som vi husker lige så godt som selve filmen. Vi begynder i 1984.

The Terminator (1984) – Nike Vandal

The Terminator er en action klassiker med legendarisk status. Det skyldes både instruktøren James Cameron og til dels den ikoniske, Arnold Schwarzenegger. Vi her hos Sneakerworld synes dog, at der er en tredje, og alt for ofte glemt grund – Kyle Reeses, Nike Vandals.

Filmen som foregår i 1984 handler om en cyborg, som rejser tilbage i tiden for at slå Sarah Connor ihjel, så hun ikke kan føde hendes søn, som senere i fremtiden vil lede menneskeheden mod cyborgs i en krig på jorden. Fra fremtiden sender menneskeheden Kyle Reese tilbage i tiden for at beskytte Sarah Connor. For at blande sig i mængden tilbage i 1984 ifører Kyle Reese sig et par sort/hvide, Nike Vandals. Sneakeren står som et klart eksempel på den popkultur, som florerede i 80’erne, men med et tidsløst design.

Et par Nike Vandals ville være vores foretrukne valg i dag, hvis en cyborg, forhåbentlig lige så blæret som Arnold, skulle vende tilbage i tiden og terroriserer jorden.

The Breakfast Club (1985) – Nike Internationalist

Fra fremtiden og cyborgs springer vi til et mere realistisk og jordnært miljø. The Breakfast Club fra 1985 står som en af filmhistoriens bedste teenage komedier om forskellighed og ungdommen. Filmen handler om fem vidt forskellige unge elever, som mødes til eftersidning en lørdag eftermiddag, hvor de opdager, at de har langt mere til fælles end som så.

Udover at filmen fortæller en rørende historie om mangfoldighed og forskellighed, så måske vigtigst af alt, fortæller den, hvad man skal have på fødderne til eftersidning. Den meget nervøse og triste karakter, Brian Johnson, har nemlig et par enormt fede gule og blå, Nike Internationalist, på. Brian søger altid at blive anerkendt af de mere tjekkede og seje elever, men opnår det aldrig, hvilket er noget han burde med det sneakergame, som han ligger for dagen.

Det helt fantastiske ved valget af Nike Internationalist er, hvordan den underbygger filmens tema om sammenhold på trods af forskelligheder. Det at være en ”internationalist” betyder at være fortaler for ”internationalisme”. Ordet ”internationalisme” betyder samarbejde mellem nationer, og filmen handler netop om samarbejde, eller med andre ord, sammenholdet mellem de fem skoleelever.

Aliens (1986) – Reebok Alien Stomper

Året er nu 1986, og man er måske begyndt at åbne øjnene for, at sneakers kunne blive en vigtig del af et film-franchise. Reebok sender i 1986 et par sneakers med op i rummet i efterfølgeren til Alien – den 8. Passager (1979).

Filmen, Aliens, handler om den måne som alienen, fra den første Alien-film, kommer fra, som denne gang er blevet bosat. Men kontakten til månen mistes, og man sender et hold rum-soldater ned for at tjekke det ud. Hovedkarakteren, Ellen Ripley, bliver sendt med. Hun har opgraderet hendes gear fra sidste film og er nu iført et par Reebok Alien Stompers. Hendes Reeboks er langt mere blæret, og noget vigtigere, end alle de højtteknologiske våben som hun ellers har med. Navnet er desuden perfekt til en Alien film.

Do The Right Thing (1989) – Air Jordan IV

Do The Right Thing er med tiden blevet en Spike Lee klassiker om racisme, had og fjendtlighed. Spike Lee er en kæmpe fan af basketball og de sko som følger med. Han har arbejdet for Nike med kampagner bl.a. til Nike Air Jordan III-silhuetten. I Do The Right thing er det dog efterfølgeren til AJIII, som han viser frem på en helt ikonisk måde.

Do The Right Thing handler om Bedford-Stuyvesant området i Brooklyn på den varmeste dag i året, en dag hvor alles had og småligheder ender ud i vold. På trods af volden og fjendtligheden, så er der et fællespunkt for alle i filmen, og det er faktisk deres sneakers. Hele filmen vælter i Nike-modeller, og det har været svært kun at vælge en model i et hav af sneakers. Nike Greco Supreme, Nike Cortez, Nike Air Play og Nike Air Force II er nogle af de modeller, som bliver rocket igennem filmen. Dog er der noget helt ikonisk og tilfredsstillende for et hvert sneakerhoved i en scene, hvor karakteren, Radio Raheem, rengør sine Air Jordan IV med en tandbørste.

Hele filmen kan ses som en hyldest til datidens popkultur og sneakergame, med lige præcis det nærbillede, der viser den kærlighed til sneakers, som stadig lever i dag.

Back To The Future II (1989) – Nike Air Mag

Vi fortsætter i året 1989, hvor endnu en klassikker bliver udgivet. Back To The Future II indeholder nok den mest populære sneaker, der nogensinde har været på filmlærredet. Der er selvfølgelig tale om den selvsnørende, Nike Air Mag.

Back To The Future II er en lidt indviklet affære, men handler i bund og grund om Marty McFly, som skal rette op på nogle af de problemer, som han skabte da han i 1’eren rejste i tiden.

Filmen præsenterer en virkelig tjekket fremtidssko, som skulle forestille noget fra 2015, der er selvsnørende. Scenen hvor Marty McFly tager Nike Air Mag’en på har fået legende status og selve sneakeren er en ’holy grail’ for virkelig seriøse sneakerfreaks.

Da man i 1989 skulle lave scenen havde man ikke teknologien til at lave skoen selvsnørende. Løsningen var simpelthen at man placerede en mand under scenegulvet, som manuelt trak snøren ind, så den strammedes om foden. I dag har Tinker Hatfield og Nike arbejdet på E.A.R.L-teknologien, og har senest releaset Nike Hyperadapt, som kan stramme dine sko for dig.

Forrest Gump (1994) – Nike Cortez

Forrest Gump var en instant-klassiker, da den udkom i 1994, og er til dags dato en af de mest elskede film nogensinde. Historien om den knap så intelligente Forrest Gump, som oplever en hel del historiske begivenheder, alt imens hans store kærlighed i livet, Jenny, undgår ham. Jenny, pigen som man småt begynder at hade for hendes opførsel mod Forrest, giver ham dog en vidunderlig gave. En gave som langt de fleste faktisk ville blive glade for – et par Nike Cortez.

Filmen indeholder en vidunderlig montage af Forrest som løber hele vejen igennem Amerika, og bliver et samlepunkt for hele USA. Da Forrest bliver spurgt til hvorfor han er ude på sådan en bizar lang løbetur svarer han bare: ”I just felt like running”. Men vi ved alle sammen godt, at den sande grund til at han endte med at løbe i 3 år, 2 måneder, 14 dage og 16 timer, var glæden over at få et par splinternye Nike Cortez. Forrest udviser klart den gå-på-vilje, som er essensen af Nikes ”Just Do it”-slogan.

Og så er Forrest Gump filmen, som har givet os et af de mest legendariske citater nogensinde: ”Mama always said life is like a box of Nikes”. Det er i hvertfald noget i den stil.

Space Jam (1996) – Air Jordan XI

To år efter Forrest Gump charmerede sig vej ind til vores hjerte udkom endnu en film, som blev den allermest indtjenende basketballfilm nogensinde. Filmen har fået en lille cult-status hos både basketballfans og sneakerheads, og der er selvfølgelig snakke om Space Jam.

Filmen handler om Snurre Snup, Daffy And, Pip og alle de andre karaktere fra Looney Tunes-holdet skal have hjælp af selveste Michael Jordan til at vinde en basketball kamp mod et hold af Aliens kaldet – Monstars. Filmen spiller på hele Jordans karrierestop, hans overgang til baseball og selvfølgelig hans vilde basketballevner. Men grunden til at filmen har fået en ikonisk status hos mange sneakerfans er, at i det helt store klimaks i filmen, kampen mellem Looney Tunes-holdet og Monstars, har Michael Jordan et par ikke-udgivet Air Jordan XI’s på.

Nike udgav en masse releases i slutningen af sidste år som hyldest til filmen, hvor skoen, samt en Space-Jam tøjkollektion, var med. Det skal også lige nævnes at Bill Murray har et rimelig godt sneakergame i filmen, hvor han i finalekampen spiller i et par Air Jordan II.

Lost in Translation (2003) – Nike x HTM Air Woven

Lost in Translation er med tiden blevet en moderne klassikker. Filmen udforsker kedsomheden og forvirringen af livet, og gør det på en smuk måde.

Filmen handler om en afdanket amerikansk skuespiller, Bob Harris, spillet af Bill Murray, som er taget til Japan for at lave en reklame. Her møder han Charlotte, spillet af Scarlett Johansson, som er i Tokyo med sin mand. Det viser sig at Bob og Charlotte er de perfekte rejsekammerater og deres forhold udvikler sig hurtigt.

Filmen er kendt for sin flotte æstetik med billeder af Japan. Men udover portrætteringen af Japan, så viser filmen et par ekstremt flotte – Nike x HTM Air Woven. Silhuetten fletter godt ind i hele filmen, og spiller på de to karakteres vævede og forvirrende tilværelse i livet.

Hvordan filmholdet har fået fat i sådan et par så sjældne sneakers er måske ikke en tilfældighed. Hiroshi Fujiwara er nemlig med i en af filmens scener. Hiroshi Fujiwara var en stor personlighed i streetwear dengang, og var en tredjedel af HTM, så mon ikke at Bill Murray fik et par som tak.

Kill Bill vol.1 (2003) – Asics Onitsuka Tiger Mexico 66

Quentin Tarantino, skaberen af Kill Bill, er kendt for sit film-nørderi, sine meget voldelige film og hans fodfetich. Kill Bill er en film som er et klart eksempel på alle tre tilfælde.

Filmen er af to dele, og handler om Beatrix Kiddos vej til hævn. For at få hævn skal hun slå en masse mennesker ihjel, og hver gang ender det i et blodbad. Der er en fantastisk og utrolig voldelig scene fra filmen, hvor Beatrix skal kæmpe mod O-Ren Ishiis hær kaldet ”Crazy 88” for at slå den selvsamme O-Ren Ishii ihjel. Hele Scenen beskriver perfekt Tarantinos kærlighed til film, vold og fødder.

Beatrix Kiddo er iført en skrigende gul og sort læderjakke med matchende læderbukser og et par gul/sort Asics Onitsuka Tiger Mexico 66. For den gængse filmseer virker det bare som et blæret outfit med nogle fede sneakers. Men for filmnørden, så ved man, at det er en reference til Bruce Lee i filmen Game Of Death (1978).

Marie Antionette (2006) – Converse All star

Marie Antionette er for mange en ukendt film om den franske dronning, som levede i 1700-tallet. Men det er en film som bruger sit fodtøj på en spektakulær og anderledes måde.

Filmen foregår i 1700-tallet og gennemgår Marie Antionettes liv og død som dronning af Frankrig. Det er derfor besynderligt at der lige pludselig dukker et par meget lyseblå Converse All Star op. Filmens 1700-tals æstetik brydes med et par af popkulturs største og mest ikoniske sneakers på den mest mærkværdige måde, og var derfor nød til at blive nævnt.

The Wolf of Wall Street (2013) – Nike Cortez

Nike Cortez vender tilbage efter 19 års pause i filmbranchen, men nu i en lidt anderledes film end Forrest Gump. Martin Scorseses, The Wolf of Wall Street, benytter sig nemlig af et par magen til dem som Forrest løb hele USA rundt tyndt i.

The Wolf of Wall Street er baseret på den sande historie om Jordan Belforts rejse fra at være en rig børsmægler, til at have en kriminel og korrupt livsstil. Filmen er et cirkus af vanvittige begivenheder og sjove scener. Stoffer, kvinder, penge og fede sneakers er i omløb.

I Forrest Gump var Nike Cortez-modellen et symbol på gå-på-vilje og ”Just Do It”-mentaliteten, men i The Wolf of Wall Street er det det komplet modsatte. I en scene hvor Jordan Belfort har taget lidt for mange Quaaludes kæmper han for at nå ud til sin bil. Halvlammet, savlende og uforståelig får han kravlet og rullet sig hen til sin bil i et par Nike Cortez magen til Forrest Gumps. Scenen er absurd og latterlig, og fortælleren opsummerer perfekt den komiske stil for hele filmen

Så hvor den knap så intelligente Forrest brugte sine Nikes til noget inspirerende og imponerende, så vælter Jordan Belfort sig rundt som en tosse i dem.

POPULÆRE BRANDS

POPULÆRE BRANDS

POPULÆRE BRANDS

POPULÆRE BRANDS

POPULÆRE BRANDS

POPULÆRE BRANDS

POPULÆRE BRANDS

POPULÆRE BRANDS

POPULÆRE BRANDS

POPULÆRE BRANDS

POPULÆRE BRANDS

POPULÆRE BRANDS

POPULÆRE BRANDS

POPULÆRE BRANDS

Nike

Jordan

Salomon

New Balance

adidas

Yeezy