Skrevet af: Jonas L. Hansen // Instagram
På et kontor i det indre København, sidder to iværksættere, som er godt i gang med at skabe røre i sneakerbranchen. Udefra syner det ikke af meget, men når man træder ind på kontoret, er man slet ikke i tvivl om, hvor man er havnet. Her mødes man af store reklamesøjler og skoæsker så langt øjet rækker. Miljøet på kontoret bevæger sig hurtigt, og det hele smelter sammen i en slags organiseret kaos omkring en. Men ikke desto mindre er der styr på ambitionerne, samt planen om, at blive et af de 10 mest indflydelsesrige sneakerbrands indenfor de næste par år. Vi har besøgt det danske sneakermærke, ARKK Copenhagen, til en snak om historien bag brandet, målene, samt hvordan man skiller sig ud i en branche, hvor de største brands fylder ufattelig meget.
Barndomskammerater med smag for sneakers
De to stiftere, Thomas Refdahl og Kasper Høj Rasmussen, er barndomskammerater og har kendt hinanden i snart 30 år. Begge er opvokset i den Vestsjællandske by, Skælskør. Men til trods for at de har fulgtes ad igennem det meste af livet indtil videre, så har de begge vidt forskellige baggrunde. Kasper er vokset op i modebranchen, hvor han i starten var indkøber i en kæde kaldet ”Kings & Queens”, indtil han stiftede det velkendte streetwear-brand, Oill, som han var en del af i 3 år, inden han solgte sin ejerandel. Thomas derimod kommer med en master i finansiering fra CBS, og startede hans karriere i Saxo Bank:
”Jeg troede, at jeg skulle være ’Big Banker’ med seler, tilbagestrøget hår, tung business og store tal. Men så kom finanskrisen, og jeg måtte se mig om efter noget andet” fortæller Thomas Refdahl og fortsætter:
”Så endte jeg lidt tilfældigt i mediebranchen. En CBS-kammerat ringede til mig, efter at han var blevet afdelingschef for et mediehus her i Danmark, og sagde, at han godt kunne bruge mig, hvis jeg stadig ledte efter arbejde. Selvom jeg ikke vidste noget om markedsføring. Men alligevel endte jeg med at få et job hos dem, og sådan startede min karriere i mediebranchen.”
Siden starten i mediebranchen, har Thomas Refdahl efterfølgende startet medievirksomheden, First Purple, som blev stiftet mere eller mindre simultant med, at Kasper Høj Rasmussen startede Oill. Begge havde de længe tænkt over, om de skulle have startet noget sammen, i stedet for hver for sig. Men set i bakspejlet, så var det måske ikke gået, som det går i dag.
”Jeg var med på de første modemesser med Oill, hvor vi sparede en del sammen omkring Kasper’s brand, hvilket jeg syntes var spændende. Jeg kunne godt mærke, at rent interessemæssigt, så trak det mere over i, at jeg gerne ville den vej (…i stedet for mediebranchen). Men samtidig kunne jeg godt lide marketing, og hele idéen med at bygge noget op, og tage det fra idé til virkelighed. Så der var rigtig mange ting, som pludselig gav mening, da Kasper kom til mig i 2014, og sagde, at nu skulle vi lave det sneakerbrand.”
Et eksplosivt voksende marked
Idéen til ARKK Copenhagen opstod, da de to barndomsvenner var til en fælles vens fødselsdag. Her pitchede Kasper idéen for Thomas, og spurgte indtil, at hvis han skulle købe et par sneakers lige nu, hvilket brand ville de så være fra? Svaret faldt prompte: ”Nike eller adidas”, hvilket var med til at underbygge Kasper’s pointe. Markedet inden for sneakers er eksplosivt voksende – meget mere end resten af modebranchen. Men på daværende tidspunkt havde man ikke mange brands at vælge imellem, foruden nogle af største brands i verden, som sad på en meget stor markedsandel helt alene. Så hvorfor skulle der ikke være plads til et dansk brand?
”Vi har så meget fed designhistorie, og vi elsker Bang & Olufsen og Arne Jacobsen, som vi er kendte for her i Danmark. Så hvorfor tager vi ikke noget af den designkultur og historie, og putter ind i et sneakerbrand for at gøre det mere minimalistisk, og så lader vi Nike og adidas om at lave de der crazy løbesko” siger Thomas Refdahl og fortsætter:
”Vi vil hellere producere sko, som du rent faktisk kan have på til alle ting, og som vi gerne selv vil gå i. Det er hele idéen bag ARKK Copenhagen.”
Og det er en idé, som må siges at holde stik. For ARKK Copenhagen brandet er nu at finde i 36 lande, hvor Storbritannien, Tyskland, Holland og Belgien er fokusområder, samtidig begynder Asien at tage godt fat, og hvor Danmark kun står for 3% af det globale salg.
Simpelt – men stadigt unikt
På nuværende tidspunkt har ARKK Copenhagen to forskellige linjer, Main line og Superior line. Den førstnævnte er at finde i de fleste butikker, som fører brandet, og indeholder 22 style, mens Superior line er mere limiteret og kun består af 7 styles. Under de to linjer finder man 5 forskellige modeller, som kommer i ca. 29 forskellige kombinationer af farver og materialer. Deriblandt finder man den nye ”Futuregrid” overdel, som består af tætvævet stof, der let og elegant smyger sig om din fod. Foruden det, så kommer nogle af de nyeste modeller også med brandets egen sål, HOVER-X1, som er en nyudviklet super letvægtssål.
”Det var en meget vigtig ting fra starten af. Man kan vælge at tage til Kina og købe færdigproducerede såler, eller man kan vælge at lave sin egen sål, til trods for at det er væsentligt dyrere. Men det har været den helt rigtige beslutning for os” fortæller Kasper Høj Rasmussen, som er kreativ direktør for ARKK Copenhagen.
Men det er ikke bare sålen, som er specielt udviklet til de nye ARKK Copenhagen modeller. Intet er standard. Alt fra Futuregrid overdelen, logoerne og læderstykkerne på skoen, til noget så simpelt som metal lacetips på snørebåndene, er specielt lavet til brandet og de forskellige modeller. Men det er det også nødt til at være, hvis man vil skille sig ud i mængden af brands, når forbrugerne shopper sneakers.
”Det svære er, at designe et produkt, som er simpelt, men stadig unikt. Simplicitet er ekstremt svært at designe. Så hvordan kan man lavet et produkt, som er simpelt, men som stadig har identitet og noget unikt over sig?” lyder det fra den administrerende direktør hos ARKK Copenhagen, Thomas Refdahl, inden at Kasper igen tager over:
”Det stilrene-univers er noget, som ligger os meget nært her i Danmark. Vi ville gerne lave et par sneakers, som var rene og meget enkle, og hvor de farvemæssigt var nemme at forstå. Det der med at blande en masse farver i en skål, er ikke noget, som tiltaler os selv. Det var målet omkring den rene enkelthed, som egentlig var det, der startede det hele.”
Et af de mest indflydelsesrige brands
Og når man sidder på deres kontor i indre København, omringet af sneakers og designtegninger, så er man ikke i tvivl om, at de har formået at skabe en helt speciel og unik identitet omkring ARKK Copenhagen brandet. De har rykket sig rigtig meget over de sidste par år, og der forventes endnu mere af de kommende kollektioner, hvoraf den næste, Pre Fall 2017, lander i butikkerne i den 28. april. De foregående resultater, samt forventningerne til de nye kollektioner afføder ligeledes højere ambitionsniveau fra folkene bag ARKK Copenhagen.
”Vi vil være i top 10 over de mest indflydelsesrige sneakerbrands. Når man snakker releases, så vil vi nævnes. Når du går ind i nogle af de fedeste sneakerbutikker, så skal vi være tilstede. Det er det klare mål for os og brandet.” fortæller Kasper, inden at Thomas fortsætter:
”Vi kan mærke, at vores awareness bliver større fra sæson til sæson. At være et trendsættende sneakerbrand, er en subjektive målsætning, som alle her i virksomheden ved, er målet for os. Vi kigger hele tiden opad, og fokuserer på at blive ligeså gode, som dem der allerede ligger i toppen.”
Den nyeste ARKK Copenhagen kollektion, Pre Fall 2017, releaser den 28. April 2017.